Følg samlernes valg, værkernes vej til Rom og skiftende måder at vise dem frem på for at forstå museet i dag.

Borghese-familiens opstigning i Rom fik et afgørende skub i 1605, da Camillo Borghese blev valgt til pave under navnet Paul V. Hans nevø, kardinal Scipione Caffarelli Borghese, brugte sin position ved pavehoffet til at bestille arkitektur og samle kunst. Den kommende museumssamling var ikke tænkt som en kronologisk gennemgang af europæisk kunst for offentligheden. Den udtrykte en bestemt families ressourcer, forbindelser og smag og forenede antikkens prestige med interessen for samtidens kunstnere.
Oprindelsen forklarer, hvorfor værker og omgivelser hænger så tæt sammen her. Villaen var både et sted for kunstoplevelser og en ramme om gæstfrihed og social repræsentation. Scipione købte anerkendte værker, men støttede også talenter, der stadig udviklede sig. Under besøget kan du derfor spørge både, hvad kunstneren ville skabe, og hvorfor samleren ønskede netop dette værk. De to hensigter behøver ikke være ens, men tilsammen belyser de samlingens særlige karakter.

Byggeriet begyndte i 1607 på familiens jord uden for Porta Pinciana. Flaminio Ponzio ledede hovedparten af den tidlige indsats frem til 1613, hvorefter Giovanni Vasanzio, også kendt som Jan van Santen, fortsatte arbejdet. Huset fulgte traditionen for den romerske landvilla: et sted for ophold, gæster og samlinger, adskilt fra familiens bolig i byens centrum. Opkøb af flere jordstykker udvidede gradvist området til en stor park omkring hovedbygningen.
De fremskudte bygningsdele og den forbindende portik knyttede rummene til haven. Antikke relieffer og skulpturer på facaden fortalte allerede inden indgangen om kunsten indenfor. Vasanzio stod også for arbejder ved fuglehuset og haverne og videreførte dermed samspillet mellem bygning, natur og samling uden for selve villaen. Gåturen gennem parken kan stadig hjælpe med at forklare husets oprindelige formål, selv om park og museum i dag har forskellige adgangsordninger.

Samlingen voksede ikke kun gennem almindelige køb. Efter konfiskationen af malerier i Cavalier d'Arpinos værksted i 1607 fik Scipione omkring hundrede værker, heriblandt tidlige billeder af Caravaggio. Opkøb af eksisterende samlinger gav samtidig adgang til kunstnere fra flere skoler og generationer. Historien viser, at kunstindsamling i pavernes Rom var tæt forbundet med ejerens politiske position. Et værks vej ind i samlingen er derfor en vigtig del af dets betydning, ikke blot en oplysning ved siden af kunstnernavnet.
Bestillinger af nye værker havde en anden, supplerende funktion. At støtte den unge Bernini viste ikke alene økonomisk formåen, men også evnen til at opdage og fremme talent. Antikkerne knyttede familien til fortidens autoritet, mens ny skulptur viste interesse for samtidens eksperimenter. Kombinationen skabte en enestående samling, men ikke en neutral historie. Kendskab til proveniensen gør det muligt at værdsætte kunstnernes resultater og samtidig forstå de ulige magtforhold, som bidrog til, at værkerne blev samlet netop her.

Museets seks malerier af Caravaggio vises normalt samlet i Silenus-salen i stueetagen. Dreng med en frugtkurv og det billede, der kendes som Den syge Bacchus, kom til Borghese gennem konfiskationen af Cavalier d'Arpinos malerier. I disse tidlige værker er frugter, blade og hudens detaljer værd at undersøge lige så nøje som figurernes udtryk. Den konkrete iagttagelse af genstandene er ikke fyld, men en væsentlig del af billedernes overflade og nærvær.
Den hellige Hieronymus og Madonna med barnet og den hellige Anna viser andre måder at styre lys, gestik og religiøst indhold på. En sammenligning giver mere end at samle alle billeder under én beskrivelse af stærke kontraster. Selve rummet har også sin egen historie: udsmykningen fra 1700-tallet blev ikke skabt som en moderne Caravaggio-udstilling. Den nuværende ophængning gør det lettere at studere maleren, mens omgivelserne bevarer spor af andre principper for samling og præsentation.

Scipiones støtte gav Gian Lorenzo Bernini et vigtigt udgangspunkt for at arbejde med ambitiøse figurgrupper. Æneas, Anchises og Ascanius, David og Apollo og Dafne lader fortællingen fremtræde gennem kroppens retning, ansigtsudtryk og sammenhængen mellem bevægelser. Forskellig behandling af marmoret kan få samme materiale til at ligne hud, stof eller planter. Den tekniske kunnen er ikke løsrevet fra indholdet: den hjælper beskueren med at opleve, at en begivenhed udvikler sig i et stillestående værk.
Museets katalog daterer David til 1623–1624. Kroppens drejning og ansigtets koncentration samler opmærksomheden om en bestemt handling. Figuren var oprindeligt tænkt placeret op ad en væg, og ufærdige områder på bagsiden hænger sammen med denne tilsigtede visning. Det er en nyttig påmindelse om, at en fritstående statue ikke nødvendigvis blev skabt til ligeværdig betragtning fra alle sider. Senere flytninger kan ændre oplevelsen, selv om selve marmoret er det samme.

Bernini skabte Apollo og Dafne mellem 1622 og 1625 med udgangspunkt i Ovids Metamorfoser. Værket samler sig om Dafnes forvandling til et laurbærtræ: fingrene bliver til blade, fødderne til rødder, og bark breder sig over kroppen. Opgaven er ikke kun at gengive flere overflader, men at forbinde dem i et forløb, som beskueren kan læse. Især overgangen mellem hud og træ viser, hvordan et enkelt øjeblik kan rumme en oplevelse af tid og forandring.
Gruppen stod oprindeligt tæt ved en væg på en lavere sokkel end den nuværende. Placeringen styrede rækkefølgen, hvori besøgende opdagede figurerne og forvandlingen. Da villaen blev nyindrettet i slutningen af 1700-tallet, blev skulpturen et midtpunkt i en sal, hvis udsmykning understøttede dens emne. Nutidens visning forener derfor to beslutninger: Berninis oprindelige idé og senere generationers valg af præsentation. Se både på de skrøbelige detaljer og på afstandene mellem værk, vægge og beskuer.

Rafaels Gravlæggelsen er signeret og dateret 1507. Atalanta Baglioni bestilte maleriet til familiens kapel i San Francesco al Prato i Perugia. Motivet viser Kristus, der bæres mod graven, og figurernes bevægelser og vægtfordeling binder forskellige grupper sammen. Bevarede forstudier dokumenterer, hvordan Rafael udviklede kompositionen. Værket hører til perioden før hans store romerske opgaver og viser en søgen mod en mere dynamisk fortælling i alterbilledets format.
I 1608 blev hovedpanelet hemmeligt fjernet fra Perugia og ført til Rom, hvor Paul V gav det til Scipione Borghese. Overførslen er et tydeligt eksempel på magtens rolle i samlingens tilblivelse. Det oprindelige alter omfattede desuden en øvre del og mindre billeder i en predella, som nu befinder sig andre steder. Maleriet i galleriet kan opleves som et selvstændigt hovedværk, men var historisk del af en større helhed, knyttet til et bestemt kapel og bestillerfamiliens erindring.

Den himmelske og den jordiske kærlighed lader sig ikke uden videre reducere til én fortælling. To kvinder sidder ved en antik sarkofag brugt som vandbassin, med Amor imellem sig og forskellige landskaber bagved. Museets katalog daterer maleriet til 1515–1516 og diskuterer en sandsynlig forbindelse til Niccolò Aurelios og Laura Bagarottos ægteskab. Våbenskjolde og bryllupsattributter støtter denne sammenhæng, men løser ikke alle spørgsmål om billedets detaljer.
Den velkendte titel bør ikke læses som en fuldstændig forklaring fra Tizian selv. Fortolkningerne har ændret sig gennem århundreder, og både den tidlige proveniens og ankomsten til Borghese-samlingen rummer usikre led. Det nuværende katalog lægger vægt på en ægteskabelig betydning. Som besøgende kan du først undersøge stof, vand, lys og bevægelser og dernæst sammenholde forklaringerne. At lade nogle spørgsmål stå åbne er mere præcist end at erstatte usikkerheden med en enkel legende.

Meget af det synlige interiør stammer fra den fornyelse, som Marcantonio IV Borghese satte i gang fra 1770 under arkitekten Antonio Aspruccis ledelse. Malere, billedhuggere og specialiserede håndværkere skabte rum, hvor de forskellige elementer arbejdede sammen. Vigtige skulpturer fik centrale placeringer, og udsmykningen omkring dem tog afsæt i deres motiver. Projektet var ikke blot vedligeholdelse af Scipiones gamle villa, men en ny fortolkning af den arvede samling gennem dens opstilling.
Indgangshallen viser tydeligt denne tanke. Mariano Rossis loft, udført i 1775–1779, forbinder romersk historie og mytologi med forestillinger om dyd og familiens anseelse. Antikke skulpturer, vægdekoration og senere tilføjede mosaikker mødes i samme rum. Derfor er værkerne i øjenhøjde kun en del af oplevelsen. Ser du på gulv, vægge og loft sammen, bliver det klart, hvordan hele salen organiserer besøgendes blik og selv fungerer som et kunstnerisk værk.

Antik skulptur var en grundpille i samlingen fra begyndelsen, ikke blot baggrund for de nyere hovedværker. Scipione erhvervede antikker ved køb og fund, og efterfølgerne brugte dem til at forbinde familien med Roms klassiske fortid. I 1807 pressede Napoleon et stort salg igennem hos Camillo Borghese, som var gift med hans søster Pauline. Værkerne forlod deres oprindelige omgivelser i 1807–1808 og blev en vigtig del af Louvres antiksamling.
Flytningen ændrede mere end antallet af genstande. Flere sale var udsmykket omkring bestemte skulpturer, og deres fravær brød forbindelsen mellem rum og midtpunkt. I 1800-tallet kom erstatninger og nye udgravningsfund til, uden at den gamle opstilling blot blev genskabt. Nogle rumnavne og loftsmotiver henviser stadig til værker, som ikke længere står der. Galleriets historie må derfor også læses gennem det manglende, det erstattede og det omplacerede.

Camillo Borghese bestilte Antonio Canovas portræt af Pauline i 1804; museets værkdata daterer marmorskulpturen til 1804–1808. Hun fremstilles som Venus Victrix med æblet, der henviser til Paris' dom. Værket forbinder en genkendelig person fra Napoleons familie med en klassisk gudindefigur. Den afbalancerede stilling og omhyggelige overfladebehandling viser et nyklassicistisk formsprog, som adskiller sig fra Berninis betoning af bevægelse og gør sammenligningen mellem dem interessant.
Madrassen og puderne, der synes at give efter for vægten, er en central del af illusionen. Lejet skjuler også en mekanisme, som blev konstrueret til at dreje skulpturen og ændre synsvinklen. Værket flyttede mellem flere boliger, før det fik sin nuværende placering i 1889. Samspillet med rummets ældre Venus-tema i loftet er derfor et resultat af senere indretning, ikke bevis på, at statue og sal blev udtænkt som én oprindelig bestilling.

Familien forsøgte gennem arveretlige bindinger, kendt som fideicommissum, at holde ejendom og samling samlet mellem generationerne. Ordningen forhindrede ikke alle salg og ændringer, men bidrager til at forklare, hvorfor en væsentlig kerne overlevede som en genkendelig helhed. I 1902 købte den italienske stat museet og galleriet. Bevaring, undersøgelse og offentlig adgang til en samling skabt af private midler og personlige valg blev dermed et offentligt ansvar.
Ejerskiftet gjorde ikke villaen til en neutral udstillingsbygning, der frit kunne omformes. Historiske rum, eksisterende værkgrupper og arkitektoniske begrænsninger fortsatte med at styre præsentation og bevægelse. Det adskiller Borghese fra et museum bygget til at ordne kunsten efter perioder eller skoler. Her bevares både enkeltværker og spor af, hvordan forskellige generationer ønskede at vise dem. Besøget handler derfor også om udstillingens og samlingens egen historie.

Konserveringsundersøgelser kan vise de arbejdsmetoder, som det færdige udtryk skjuler. Ved restaureringen af Apollo og Dafne i 1997 fik man eksempelvis indblik i Berninis brug af midlertidig gipsbeskyttelse omkring sarte detaljer, så senere bearbejdning ikke beskadigede dem gennem vibrationer. Sådanne fund handler om materialer og arbejdsrækkefølge såvel som kunstnerisk dygtighed. Bevaring betyder derfor ikke kun at sikre en smuk overflade, men også at fastholde spor, som fremtidig forskning kan undersøge.
Det digitale samlingskatalog, proveniensstudier, særudstillinger og udlån udvikler fortsat forståelsen af værkerne. Samtidig må adgangsforhold og støtte til besøgende tilpasses en historisk bygning. Når kunstnernes arbejde, samlernes valg, dekoratørernes rum og nutidens bevaring ses samlet, bliver galleriets særpræg tydeligere. Ændringer i ophængning og ruter er også en del af museets aktuelle opgave: at beskytte samlingen og gøre den tilgængelig og forståelig for publikum.

Borghese-familiens opstigning i Rom fik et afgørende skub i 1605, da Camillo Borghese blev valgt til pave under navnet Paul V. Hans nevø, kardinal Scipione Caffarelli Borghese, brugte sin position ved pavehoffet til at bestille arkitektur og samle kunst. Den kommende museumssamling var ikke tænkt som en kronologisk gennemgang af europæisk kunst for offentligheden. Den udtrykte en bestemt families ressourcer, forbindelser og smag og forenede antikkens prestige med interessen for samtidens kunstnere.
Oprindelsen forklarer, hvorfor værker og omgivelser hænger så tæt sammen her. Villaen var både et sted for kunstoplevelser og en ramme om gæstfrihed og social repræsentation. Scipione købte anerkendte værker, men støttede også talenter, der stadig udviklede sig. Under besøget kan du derfor spørge både, hvad kunstneren ville skabe, og hvorfor samleren ønskede netop dette værk. De to hensigter behøver ikke være ens, men tilsammen belyser de samlingens særlige karakter.

Byggeriet begyndte i 1607 på familiens jord uden for Porta Pinciana. Flaminio Ponzio ledede hovedparten af den tidlige indsats frem til 1613, hvorefter Giovanni Vasanzio, også kendt som Jan van Santen, fortsatte arbejdet. Huset fulgte traditionen for den romerske landvilla: et sted for ophold, gæster og samlinger, adskilt fra familiens bolig i byens centrum. Opkøb af flere jordstykker udvidede gradvist området til en stor park omkring hovedbygningen.
De fremskudte bygningsdele og den forbindende portik knyttede rummene til haven. Antikke relieffer og skulpturer på facaden fortalte allerede inden indgangen om kunsten indenfor. Vasanzio stod også for arbejder ved fuglehuset og haverne og videreførte dermed samspillet mellem bygning, natur og samling uden for selve villaen. Gåturen gennem parken kan stadig hjælpe med at forklare husets oprindelige formål, selv om park og museum i dag har forskellige adgangsordninger.

Samlingen voksede ikke kun gennem almindelige køb. Efter konfiskationen af malerier i Cavalier d'Arpinos værksted i 1607 fik Scipione omkring hundrede værker, heriblandt tidlige billeder af Caravaggio. Opkøb af eksisterende samlinger gav samtidig adgang til kunstnere fra flere skoler og generationer. Historien viser, at kunstindsamling i pavernes Rom var tæt forbundet med ejerens politiske position. Et værks vej ind i samlingen er derfor en vigtig del af dets betydning, ikke blot en oplysning ved siden af kunstnernavnet.
Bestillinger af nye værker havde en anden, supplerende funktion. At støtte den unge Bernini viste ikke alene økonomisk formåen, men også evnen til at opdage og fremme talent. Antikkerne knyttede familien til fortidens autoritet, mens ny skulptur viste interesse for samtidens eksperimenter. Kombinationen skabte en enestående samling, men ikke en neutral historie. Kendskab til proveniensen gør det muligt at værdsætte kunstnernes resultater og samtidig forstå de ulige magtforhold, som bidrog til, at værkerne blev samlet netop her.

Museets seks malerier af Caravaggio vises normalt samlet i Silenus-salen i stueetagen. Dreng med en frugtkurv og det billede, der kendes som Den syge Bacchus, kom til Borghese gennem konfiskationen af Cavalier d'Arpinos malerier. I disse tidlige værker er frugter, blade og hudens detaljer værd at undersøge lige så nøje som figurernes udtryk. Den konkrete iagttagelse af genstandene er ikke fyld, men en væsentlig del af billedernes overflade og nærvær.
Den hellige Hieronymus og Madonna med barnet og den hellige Anna viser andre måder at styre lys, gestik og religiøst indhold på. En sammenligning giver mere end at samle alle billeder under én beskrivelse af stærke kontraster. Selve rummet har også sin egen historie: udsmykningen fra 1700-tallet blev ikke skabt som en moderne Caravaggio-udstilling. Den nuværende ophængning gør det lettere at studere maleren, mens omgivelserne bevarer spor af andre principper for samling og præsentation.

Scipiones støtte gav Gian Lorenzo Bernini et vigtigt udgangspunkt for at arbejde med ambitiøse figurgrupper. Æneas, Anchises og Ascanius, David og Apollo og Dafne lader fortællingen fremtræde gennem kroppens retning, ansigtsudtryk og sammenhængen mellem bevægelser. Forskellig behandling af marmoret kan få samme materiale til at ligne hud, stof eller planter. Den tekniske kunnen er ikke løsrevet fra indholdet: den hjælper beskueren med at opleve, at en begivenhed udvikler sig i et stillestående værk.
Museets katalog daterer David til 1623–1624. Kroppens drejning og ansigtets koncentration samler opmærksomheden om en bestemt handling. Figuren var oprindeligt tænkt placeret op ad en væg, og ufærdige områder på bagsiden hænger sammen med denne tilsigtede visning. Det er en nyttig påmindelse om, at en fritstående statue ikke nødvendigvis blev skabt til ligeværdig betragtning fra alle sider. Senere flytninger kan ændre oplevelsen, selv om selve marmoret er det samme.

Bernini skabte Apollo og Dafne mellem 1622 og 1625 med udgangspunkt i Ovids Metamorfoser. Værket samler sig om Dafnes forvandling til et laurbærtræ: fingrene bliver til blade, fødderne til rødder, og bark breder sig over kroppen. Opgaven er ikke kun at gengive flere overflader, men at forbinde dem i et forløb, som beskueren kan læse. Især overgangen mellem hud og træ viser, hvordan et enkelt øjeblik kan rumme en oplevelse af tid og forandring.
Gruppen stod oprindeligt tæt ved en væg på en lavere sokkel end den nuværende. Placeringen styrede rækkefølgen, hvori besøgende opdagede figurerne og forvandlingen. Da villaen blev nyindrettet i slutningen af 1700-tallet, blev skulpturen et midtpunkt i en sal, hvis udsmykning understøttede dens emne. Nutidens visning forener derfor to beslutninger: Berninis oprindelige idé og senere generationers valg af præsentation. Se både på de skrøbelige detaljer og på afstandene mellem værk, vægge og beskuer.

Rafaels Gravlæggelsen er signeret og dateret 1507. Atalanta Baglioni bestilte maleriet til familiens kapel i San Francesco al Prato i Perugia. Motivet viser Kristus, der bæres mod graven, og figurernes bevægelser og vægtfordeling binder forskellige grupper sammen. Bevarede forstudier dokumenterer, hvordan Rafael udviklede kompositionen. Værket hører til perioden før hans store romerske opgaver og viser en søgen mod en mere dynamisk fortælling i alterbilledets format.
I 1608 blev hovedpanelet hemmeligt fjernet fra Perugia og ført til Rom, hvor Paul V gav det til Scipione Borghese. Overførslen er et tydeligt eksempel på magtens rolle i samlingens tilblivelse. Det oprindelige alter omfattede desuden en øvre del og mindre billeder i en predella, som nu befinder sig andre steder. Maleriet i galleriet kan opleves som et selvstændigt hovedværk, men var historisk del af en større helhed, knyttet til et bestemt kapel og bestillerfamiliens erindring.

Den himmelske og den jordiske kærlighed lader sig ikke uden videre reducere til én fortælling. To kvinder sidder ved en antik sarkofag brugt som vandbassin, med Amor imellem sig og forskellige landskaber bagved. Museets katalog daterer maleriet til 1515–1516 og diskuterer en sandsynlig forbindelse til Niccolò Aurelios og Laura Bagarottos ægteskab. Våbenskjolde og bryllupsattributter støtter denne sammenhæng, men løser ikke alle spørgsmål om billedets detaljer.
Den velkendte titel bør ikke læses som en fuldstændig forklaring fra Tizian selv. Fortolkningerne har ændret sig gennem århundreder, og både den tidlige proveniens og ankomsten til Borghese-samlingen rummer usikre led. Det nuværende katalog lægger vægt på en ægteskabelig betydning. Som besøgende kan du først undersøge stof, vand, lys og bevægelser og dernæst sammenholde forklaringerne. At lade nogle spørgsmål stå åbne er mere præcist end at erstatte usikkerheden med en enkel legende.

Meget af det synlige interiør stammer fra den fornyelse, som Marcantonio IV Borghese satte i gang fra 1770 under arkitekten Antonio Aspruccis ledelse. Malere, billedhuggere og specialiserede håndværkere skabte rum, hvor de forskellige elementer arbejdede sammen. Vigtige skulpturer fik centrale placeringer, og udsmykningen omkring dem tog afsæt i deres motiver. Projektet var ikke blot vedligeholdelse af Scipiones gamle villa, men en ny fortolkning af den arvede samling gennem dens opstilling.
Indgangshallen viser tydeligt denne tanke. Mariano Rossis loft, udført i 1775–1779, forbinder romersk historie og mytologi med forestillinger om dyd og familiens anseelse. Antikke skulpturer, vægdekoration og senere tilføjede mosaikker mødes i samme rum. Derfor er værkerne i øjenhøjde kun en del af oplevelsen. Ser du på gulv, vægge og loft sammen, bliver det klart, hvordan hele salen organiserer besøgendes blik og selv fungerer som et kunstnerisk værk.

Antik skulptur var en grundpille i samlingen fra begyndelsen, ikke blot baggrund for de nyere hovedværker. Scipione erhvervede antikker ved køb og fund, og efterfølgerne brugte dem til at forbinde familien med Roms klassiske fortid. I 1807 pressede Napoleon et stort salg igennem hos Camillo Borghese, som var gift med hans søster Pauline. Værkerne forlod deres oprindelige omgivelser i 1807–1808 og blev en vigtig del af Louvres antiksamling.
Flytningen ændrede mere end antallet af genstande. Flere sale var udsmykket omkring bestemte skulpturer, og deres fravær brød forbindelsen mellem rum og midtpunkt. I 1800-tallet kom erstatninger og nye udgravningsfund til, uden at den gamle opstilling blot blev genskabt. Nogle rumnavne og loftsmotiver henviser stadig til værker, som ikke længere står der. Galleriets historie må derfor også læses gennem det manglende, det erstattede og det omplacerede.

Camillo Borghese bestilte Antonio Canovas portræt af Pauline i 1804; museets værkdata daterer marmorskulpturen til 1804–1808. Hun fremstilles som Venus Victrix med æblet, der henviser til Paris' dom. Værket forbinder en genkendelig person fra Napoleons familie med en klassisk gudindefigur. Den afbalancerede stilling og omhyggelige overfladebehandling viser et nyklassicistisk formsprog, som adskiller sig fra Berninis betoning af bevægelse og gør sammenligningen mellem dem interessant.
Madrassen og puderne, der synes at give efter for vægten, er en central del af illusionen. Lejet skjuler også en mekanisme, som blev konstrueret til at dreje skulpturen og ændre synsvinklen. Værket flyttede mellem flere boliger, før det fik sin nuværende placering i 1889. Samspillet med rummets ældre Venus-tema i loftet er derfor et resultat af senere indretning, ikke bevis på, at statue og sal blev udtænkt som én oprindelig bestilling.

Familien forsøgte gennem arveretlige bindinger, kendt som fideicommissum, at holde ejendom og samling samlet mellem generationerne. Ordningen forhindrede ikke alle salg og ændringer, men bidrager til at forklare, hvorfor en væsentlig kerne overlevede som en genkendelig helhed. I 1902 købte den italienske stat museet og galleriet. Bevaring, undersøgelse og offentlig adgang til en samling skabt af private midler og personlige valg blev dermed et offentligt ansvar.
Ejerskiftet gjorde ikke villaen til en neutral udstillingsbygning, der frit kunne omformes. Historiske rum, eksisterende værkgrupper og arkitektoniske begrænsninger fortsatte med at styre præsentation og bevægelse. Det adskiller Borghese fra et museum bygget til at ordne kunsten efter perioder eller skoler. Her bevares både enkeltværker og spor af, hvordan forskellige generationer ønskede at vise dem. Besøget handler derfor også om udstillingens og samlingens egen historie.

Konserveringsundersøgelser kan vise de arbejdsmetoder, som det færdige udtryk skjuler. Ved restaureringen af Apollo og Dafne i 1997 fik man eksempelvis indblik i Berninis brug af midlertidig gipsbeskyttelse omkring sarte detaljer, så senere bearbejdning ikke beskadigede dem gennem vibrationer. Sådanne fund handler om materialer og arbejdsrækkefølge såvel som kunstnerisk dygtighed. Bevaring betyder derfor ikke kun at sikre en smuk overflade, men også at fastholde spor, som fremtidig forskning kan undersøge.
Det digitale samlingskatalog, proveniensstudier, særudstillinger og udlån udvikler fortsat forståelsen af værkerne. Samtidig må adgangsforhold og støtte til besøgende tilpasses en historisk bygning. Når kunstnernes arbejde, samlernes valg, dekoratørernes rum og nutidens bevaring ses samlet, bliver galleriets særpræg tydeligere. Ændringer i ophængning og ruter er også en del af museets aktuelle opgave: at beskytte samlingen og gøre den tilgængelig og forståelig for publikum.